Volvo bruger AI til at holde øje med vejen
Distraktion er en af hovedårsagerne til trafikulykker. Volvo gik sammen med Microsoft for bedre at forstå førerens opmærksomhed og følelser ved hjælp af AI.
Isabella Oliver
Social Lead
De fleste af os har hørt om det enorme potentiale i AI. Men hvad skal der egentlig til, for at din organisation også kommer i gang? Vi har talt nok om de mange muligheder, så vi springer direkte til den praktiske del, lød det fra Anne Marie Kindberg CMO og COO og Daniel Aunvig, Head of Data and AI fra Microsoft Denmark, da de skød dagens event Data and AI Day i gang.
En online begivenhed hvor Microsoft i selskab med kunder, partnere og eksperter delte deres viden og erfaringer med data og kunstig intelligens med de knap 500 deltagere som fulgte med bag skærmene via Teams. De to værter introducerede dagens emne med en række eksempler, der forklarede både teknologien og ydelserne inden for AI. Tidligere har AI været svært tilgængeligt og krævet enorme mængder ressourcer fra de enkelte virksomheder. Men de mange og høje barrierer er fortid, lød budskabet fra scenen.
”I dag kan I faktisk komme i gang med AI på et minut”, sagde Anne Marie Kindberg og viste en film, hvor en kollega fra Microsoft demonstrerede, hvordan programmet Computer Vision på 60 sekunder var i stand til at genkende en kat iført en rød butterfly. Se filmen i bunden af artiklen.
En af dagens mange gæster på scenen hos Microsoft var Sven Jesper Knudsen, Design Owner, Modelling and Analytics hos Vestas. Han var inviteret til at dele sine erfaringer med data og AI og kunne fortælle, at Vestas siden 2006 har indsamlet data fra virksomhedens i alt 54.000 vindturbiner. Data de blandt andet bruger til at forudse markedets energibehov og eventuelle nedbrud eller reparationer på vindmøllerne, som ellers ville have kostet formuer at reparere.
Også DSB og Lobyco/Coop lagde vejen forbi Microsofts danske hovedkontor i Lyngby og holdt oplæg om, hvordan de med AI har skabt bedre kontakt til både togpassagerer og kunder. Ole Buch, Chief Technology Officer hos Lobyco/Coop, fortalte, hvordan de med Azure Machine Learning fik udskiftet deres gamle tilbudsaviser med målrettede tilbud og annoncer direkte på medlemmernes mobiler via en app.
”Vi har måske lidt naive, da vi gik i gang og troede, det var nok med en dataforsker og noget teknologi. Men vi opdagede hurtigt, at den data vi skulle bruge ikke passede direkte med algoritmerne. Så vi brugte virkelig lang tid på at cleane dataene”, sagde Ole Buch og understregede, at det var en tidskrævende men en afgørende del af arbejdet, som virkelig betalte sig efterfølgende.
”Vi kan se, at det skaber en kæmpe værdi for vores forhandlere. Og vi kan måle, at vores digitale kunder bruger flere penge og kommer oftere i de fysiske butikker”, sagde Ole Buch.
Steffen Pedersen, Head of AI, ML og Advanced Analytics hos DSB holdt et oplæg, hvor han præsenterede, hvordan DSB havde brugt Azure Machine Learning til at forbedre sikkerheden i togene, da Covid-19 lukkede landet ned i marts 2020. På kun tre uger lykkedes det at skabe en applikation, der gjorde det muligt for passagererne at undgå tætpakkede togkupeer under nedlukningen. Mere end 100.000 brugere har allerede gjort brug af app’en.
”Vi har lært, at Machine Learning er et kreativt og multidisciplinært værktøj. Vi har ofte brug for inputs fra flere dele af virksomheden og selv vores kunder, men så skaber dataene også for alvor værdi”, sagde Steffen Pedersen og tilføjede:
”Det her projekt har lært os at turde gentænke både vores virksomhed og udfordringer. Det er okay at starte ud med mindre Machine Learning projekter, for de kan hurtigt udvikle sig til noget langt større end forventet”, sagde Steffen Pedersen fra DSB.
Dagens program inkluderede også en paneldebat modereret af journalist og tidligere Deadline-vært, Nynne Bjerre Christensen. Her satte debattens emne ”Findes der begrænsninger for AI” hurtigt gang i panelet, som bestod af Sine Nørholm Just, professor i strategisk kommunikation ved Roskilde Universitet og leder af forskningsprojektet ”Algorithms, Data and Democracy”, Jakob Hyttel, Head of Data hos Nykredit, Anders Hvid, co-founder af Dare Disrupt og Daniel Aunvig, Head of Data and AI i Microsoft Denmark.
Panelet blev hurtigt enige om, at AI allerede i dag har stor betydning for organisationer og virksomheders succes på et hurtigt og konkurrencepræget marked.
”Men hvis vi virkelig vil gøre nytte af AI, må vi gentænke vores forretningsmodeller”, sagde Anders Hvid og brugte bilindustrien til at understrege på sin påstand.
”Bilindustrien er gået fra at have en forretningsmodel bygget på mekanik til nu at være bygget på software – altså en kørende computer. Der er sket en radikal ændring”, sagde han og blev bakket op af de andre paneldeltagere. Sine Nørholm Just påpegede, at flere virksomheder ligesom bilindustrien allerede benytter data og AI i en sådan grad, at de nærmere kan defineres som tech – eller fintechvirksomheder til trods for de producerer noget helt andet.
Dagens paneldebat kredsede også om de etiske aspekter ved data og AI. Her var panelet enige om, at dataetik er et af tidens vigtigste spørgsmål, men at løsningen langt fra er entydigt.
”Måske skal vi i fremtiden ændre vores opfattelse af, hvad vi betragter som private oplysninger til fordel for de teknologiske muligheder ”, foreslog Anders Hvid og tilføjede, at det for eksempel inden for sundhedssektoren kan være med til forsinke udviklingen af kure på en række sygdomme, når forskerne ikke får adgang til borgernes data. Daniel Aunvig og Jakob Hyttel understregede begge, at der findes EU-lovgivning på området til stor fordel for både borgerne og organisationer.
”Det vigtigste er, at lovgivningen ikke står i vejen for udviklingen”, sagde Jakob Hytten. Og Daniel Aunvig tilføjede, at det altid tager tid at bygge en tillidsfuld relation op, også selv om det er til fordel for begge parter – i dette tilfælde datadrevne virksomheder og borgerne. Der var bred enighed om, at udviklingen i øjeblikket går så hurtigt, at det er oplagt at tænke etikken ind i teknologien fra start. Der er for eksempel blevet indsamlet data længe inden GDPR-reglerne blev indført, slog panelet fast.
”Bare spørg dig selv, hvor mange gange om dagen du siger ja til cookies på din mobil eller computer”, sagde Sine Nørholm Just.
Efter cirka en halv times diskussion, takkede Nynne Bjerre Christensen panelet. Og da dagens sidste oplæg var slut, kom Anne Marie Kindberg og Daniel Aunvig tilbage på scenen. Her citerede Anne Marie Kindberg Børsens chefsredaktør Niels Lunde, som tidligere på ugen i en leder havde skrevet ”Understand Tech or Die”.
”Niels Lunde har en pointe. For selv hvis du ikke synes, det der Data og AI er superspændende, er du nødt til at forstå og bruge det for at blive en succesfuld forretning”, sagde Anne Marie Kindberg og tilføjede, at de mange eksempler fra dagens event tydeligt viste, at organisationerne har brug for at tilegne sig de nødvendige kompetencer for at skalere. Daniel Aunvig var enig og påpegede, at teknologien ikke længere er organisationernes største forhindring for at komme i gang længere.
”Derfor skal organisationerne nu fokusere på at få de rette kompetencer in house. Kvalifikationer er det helt afgørende”, sagde han og afsluttede dermed første del af Microsoft Data and AI Day.
Dagens øvrige program bestod af 4 timers developer track. Men inden da fik mange seere mulighed for at deltage i 30 minutters demo-lab, hvor fire af Microsoft partnere; VENZO, Kapacity, Accenture og TCS stod klar til at svare på spørgsmål og introducere til en række data og AI cases og eksempler for de nysgerrige i hver deres breakout room på Teams.